Regeringen kører den kollektive trafik ud på et sidesporKøbenhavns Kommune - 08/09-2003Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen retter en hård kritik mod regeringen og Dansk Folkeparti i forbindelse med nedskæringerne i statens bidrag til den kollektive trafik i Hovedstadsregionen på 100 mio. kr. Nedskæringerne betyder, at Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), der administrerer den kollektive trafik i Hovedstadsregionen, har foreslået en generel takststigning på 17,8 % fra 2004. "Regeringen og dansk Folkeparti har valgt at sætte ind med besparelser på den kollektive trafik, der nærmest målrettet rammer den kollektive trafik i Hovedstadsregionen. HURs økonomi er i forvejen presset. De 100 mio. kr., som regeringen nu årligt tager fra HUR, ligner nærmest et forsøg på at presse den kollektive trafik i knæ," siger overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. For at kunne afbøde de værste konsekvenser af takststigninger på grund af regeringens besparelser blev der i den brede budgetaftale for 2004 mellem Socialdemokraterne, SF, De Radikale, CD og Det Konservative folkeparti aftalt at afsætte 12, 5 mio. kr. til et ekstraordinært bidrag til HUR. Hvis der er opbakning fra resten af hovedstadsområdet, vil man kunne halvere af regeringens og Dansk Folkepartis nedskæringer. "Vi undgår de allermest urimelige takststigninger, der ville være resultatet af, at regeringen har fjernet det hidtidige tilskud. Men målet må være at gøre den kollektive trafik så konkurrencedygtig, at størsteparten af regionens borgere af sig selv vælger at køre kollektivt til og fra arbejde. Regeringens politik spænder ben for den målsætning, " siger Jens Kramer Mikkelsen. "HURs pressede budgetter rammer nogle af de svageste grupper. Pensionisterne kan forvente store prisstigninger – uden at få bedre vilkår. Jeg har kæmpet hårdt for, at spærretiden for pensionister ophæves. Det har regeringens og Dansk Folkepartis nedskæringer også gjort umuligt. Men jeg vil fortsætte arbejdet mod den uretfærdige spærretid." |
|||||||||
![]()
![]()
![]() |
|
||||||||
© 2008 Datahjælp |





